Husk at tilmelde dig Digital Post inden 1. november, ellers misser du din post fra det offentlige. Sådan lyder det alle steder fra. Men selv om danskerne er forpligtet til at modtage al post fra det offentlige per 1. november digitalt, så er landets kommuner og regioner ikke klar til at sende al posten digitalt.
Ifølge digitaliseringskonsulent hos KL Jacob Poulsby Andersen er det forskelligt, hvor langt kommunerne er med at sende posten ud digitalt, når de skal i kontakt med borgerne.
- De kommuner, der gør det bedst på nuværende tidspunkt, ligger på 60-70 pct., siger han.
Forskellighed
En rundringning som Ritzau har lavet til fem kommuner viser da også, at det er forskelligt, hvor meget post der bliver sendt ud digitalt, og hvor meget der bliver sendt i en rudekuvert.
Af de adspurgte kommuner er Faaborg-Midtfyn Kommune den, der er nået længst. De sender på nuværende tidspunkt 63 pct. af deres post ud digitalt. Men kommunens digitaliseringskonsulent, Peter Bach Nielsen, regner ikke med, at andelen af Digital Post stiger voldsomt 1. november.
- Det stiger lidt, men ikke meget. Vi håber på at komme op på 80 pct. i løbet af næste år, men ikke mere end det, fordi der er nogle formater, der ikke kan sendes digitalt, siger han.
Dermed når kommunen de nationale mål om, at 80 pct.af posten fra kommunerne skal sendes digitalt i slutningen af 2015. De sidste 20 pct. vil være post til dem, der er fritaget for Digital Post, fysiske ting såsom sundhedskort og post til borgere under 15 år.
Må gå forrest
Fra landets regioner bliver halvdelen af posten sendt ud digitalt i midten af oktober, men ifølge konsulent Aleksander Bjerrum regner Danske Regioner med, at 80 pct. af posten vil blive sendt digitalt ved årsskiftet.
- Det er ud fra en forventning om at cirka 80 pct. af danskerne vil modtage digital post per 1. november. For os handler det om, hvor mange danskere som er tilmeldt Digital Post, forklarer han.
Men it-ordfører hos Venstre Michael Aastrup Jensen forstår ikke, hvorfor man først forventer, at 80 pct. af posten sendes ud digitalt længe efter, at danskerne skal tilmelde sig Digital Post.
- Når man kræver, at borgerne skal kommunikere med det offentlige digitalt, så nytter det ikke, at borgerne får papirpost tilbage. Det offentlige må og skal være dem, som går forrest med det digitale, siger han.
Tager tid
Kritikken bliver dog afvist af Karin Gaardsted, it-ordfører for Socialdemokraterne.
- Kommunerne kan jo ikke bare skifte fra den ene dag til den anden. Den slags tager tid. Det vigtigste er, at andelen af digital post stiger, og at så meget som muligt bliver sendt digitalt, siger hun.
I flere af de kommuner Ritzau har snakket med, forventer man, at andelen af Digital Post vil stige i takt med, at danskerne tilmelder sig.
- Vi kan jo ikke sende posten digitalt til dem, som ikke er tilmeldt, siger it-chef i Slagelse Kommune, Claus Ritter.
Ifølge Digitaliseringsstyrelsen er 61,2 pct. af danskerne tilmeldt Digital Post, mens 8,7 pct. er fritaget. Opgørelsen er en status per 14. oktober.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.