
Onsdag blev der i Arbejdsretten afsagt dom i sagen mellem Ryanair og fagbevægelsen.
Arbejdsretten er i sin afgørelse i Ryanair-sagen nået frem til, at Flyvebranchens Personale Union lovligt kan indlede konflikt mod det irske luftfartsselskab.
Det står klart, efter Arbejdsretten i København onsdag har afsagt sin dom i sagen mellem Ryanair og fagbevægelsen.
Konflikten kan tidligst træde i kraft midnat mellem mandag og tirsdag i næste uge.
I mindst 17 af landets kommuner må de ansatte ikke flyve med Ryanair. Det viser en opgørelse, som Fagbladet 3F har lavet. Det drejer sig blandt andet om landets fire største kommuner. Boykotten startede i april i Albertslund Kommune.
Hvis FPU vælger at konflikte, kan det udløse aktioner og sympatikonflikter, der vil gøre det meget svært for Ryanair at flyve fra dansk jord.
Hos LO er næstformand Lizette Risgaard tilfreds med Arbejdsrettens afgørelse.
- Vi er meget glade for, at Arbejdsretten er nået frem til, at vi har ret til at ønske en overenskomst og forhandle med Ryanair. Nu skal vi lige nærlæse dommen, før vi kan sige mere om, hvad der skal ske, siger hun til Ritzau.
To-tre uger
Det var ventet, at konflikten mod Ryanair kunne træde i kraft midnat mellem mandag og tirsdag. Men Arbejdsretten vurderer, at det konfliktvarsel, Serviceforbundet, som FPU hører under, har afgivet, er ulovligt, da det ikke tilstrækkeligt præcist angiver konfliktens omfang.
Det betyder ifølge Fagbladet 3F, at Ryanair nu har 'to-tre uger' til at tegne overenskomst med FPU. Ellers er der stor sandsynlighed for, at Ryanairs fly ikke kommer til at lette fra København, fordi de ikke kan få brændstof, bagage eller mad om bord, skriver Fagbladet 3F.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) ønsker ikke at kommentere Arbejdsrettens konkrete dom i sagen mellem Flyvebranchens Personale Union og Ryanair.
- Det er Arbejdsretten, der i Danmark tager stilling til lovligheden af arbejdskonflikter. Det er den måde, vi har valgt at indrette os på i Danmark, hvor løn- og arbejdsvilkår er overladt til arbejdsmarkedets parter, skriver han i en mail til Ritzau.
- Derfor har jeg som beskæftigelsesminister ingen kommentar til den konkrete dom.
Ritzau / ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.