
Enigheden var total den dag for tre og et halvt år siden, da Folketingets partier tilsluttede sig at modernisere indsamlingen af vælgererklæringer til brug for anmeldelse af nye partier. Fremover skulle det kunne klares ved at oplyse sin mailadresse, få tilsendt et link og bekræfte med NemID på en dertil indrettet hjemmeside.
Det lød næsten for godt til at være sandt, og det var det også. Dengang forventede man at skulle bruge et års tid til at sætte den tekniske løsning op, så den kunne være køreklar 1. januar 2015. Det blev den ikke.
Først da 2015 næsten var blevet til 2016, blev et udkast til bekendtgørelse sendt i høring, denne gang klogeligt uden nogen antydning af dato for den faktiske ikrafttræden. Den dato viste sig at blive 12. januar 2016 - og så alligevel ikke.
Papirløst kun på papiret
Skønt lanceringen skete mere et år senere end planlagt, var der stor ustabilitet på hjemmesiden, og der var små og store fejl i den automatiske håndtering af vælgernes mailadresser. Man kunne sige, at det papirløse system kun fungerede på papiret.
Allerede efter to uger måtte der en programrettelse til og siden endnu en og endnu en. Og stadig kører det ikke. Seneste melding fra indenrigsminister Karen Ellemann (V) er, at der kommer til at gå endnu nogle måneder.
- Meldingen er, at det vil være oppe at køre ordentligt og sikkert i løbet af sommerferien, sagde ministeren forleden til DR's TV-Avisen.
Ifølge Nationalpartiets formand Kashif Ahmad var det den udtalelse, der fik partiet til i går at ville anmelde partiet til Indenrigsministeriet som opstillingsparat. En aktion der blev præsenteret, som om det nødvendige antal vælgererklæringer var i hus, hvilket de efterfølgende viste sig ikke at være.
Danskernes Parti er halvvejs
Nationalpartiet og Indenrigsministeriet har efterfølgende skændtes offentligt om placeringen af ansvaret, og Nationalpartiet har - af alle - brugt Danskernes Parti, en udbrydergruppe fra Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, som sandhedsvidne til sin version af miseren. Samtidig kan dagbladet Information i dag fortælle, at netop Danskernes Parti nu er nået op på 10.306 indsamlede vælgererklæringer og dermed - hvis de godkendes - er halvvejs i mål.
Kravet til antallet af godkendte vælgererklæringer for at kunne opstille til et folketingsvalg er en 175.-del af antallet af de gyldige stemmer ved seneste valg, det vil sige for tiden 20.109. Ved FV15 var Nationalpartiet nået til cirka 14.000, men da det indledte sin underskriftsindsamling i oktober 2014, er de ældste vælgererklæringer netop begyndt at blive forældede i forhold til deres gyldighedsperiode på 18 måneder.
Hvor mange, der skal trækkes fra på den konto, og hvor mange, der er indsamlet efter FV15 og derfor skal lægges til de 14.000, henstår efter mandagens begivenheder i det uvisse. Sikkert er det, at det fortsat er op ad bakke for partiet, alene af den grund at sivningen på grund af gyldighedsperioden kommer af sig selv, mens nye vælgererklæringer er noget, der skal arbejdes aktivt for.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.