En planlagt og længe ventet national domsdatabase med frit tilgængeligt overblik over anonymiserede retsafgørelser er efter flere forsinkelser nu slået helt tilbage til start. Kontrakten med det valgte it-firma er opsagt, og udbuddet skal nu gå om, oplyser DR Bornholm.
Miseren skyldes store uenigheder mellem Domstolsstyrelsen og det firma, der i første omgang blev hyret til at stå for it-systemet bag domsdatabasen. Firmaet har simpelthen læst kontrakten markant anderledes, end domstolene har, siger retspræsidenten Henrik Engell Rhod fra Retten på Bornholm, der skal administrere databasen.
Lovgrundlaget for databasen blev etableret i 2015, og dengang var forventningen, at domsdatabasen ville være udviklet allerede i slutningen af 2016 – i første omgang dog kun med civile sager. Men sådan gik det ikke.
Starten blev i stedet udskudt til 2019, og med den nye udvikling er der endnu en forsinkelse. Retten På Bornholm forventer nu, at domsdatabasen kan gå i luften i løbet af 2020, siger retspræsident Henrik Engell Rhod.
Arbejdet med at få forhandlet en ny aftale i hus ligger hos Domstolsstyrelsen, mens Retten på Bornholm tager sig af det praktiske. Fem medarbejdere er ansat til at digitalisere og anonymisere et stort bagkatalog af sager, så databasen ikke er tom, når den første gang bliver åbnet.
Derefter vil der løbende blive tilføjet nye domme, som alle borgere kan tilgå gratis. I dag koster det 175 kr. pr. dom, hvis man vil have en udskrift fra en af landets domstole.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.