Endnu et privat hjemmehjælpsfirma er bukket under, denne gang var det Tryghedsplejen, det gik ned på det mest kritiske tidspunkt i fredags lige op til weekenden, så 11 kommuner med borgere der benyttede sig af firmaet i hast måtte strikke nye løsninger sammen.
De 11 berørte kommuner er Assens, Odense, Ballerup, Rødovre, Albertslund, Herlev, Hvidovre, Ishøj, Køge og Lejre. I eksempelvis Assens var det 73 borgere, der stod uden hjælp:
- Rygterne løb sidst på eftermiddagen omkring Tryghedsplejens konkurs. Det betød, at vi straks forsøgte at sætte os i telefonisk kontakt med Tryghedsplejen - uden held. Derfor valgte vi at møde fysisk op på Tryghedsplejens adresse i Odense for at få af- eller bekræftet rygtet. Her stod det klart, at Tryghedsplejen ikke længere leverede de hjemmeplejeopgaver, som de havde i Assens Kommune. Herfra overtager vi styringen og får indsigt i Tryghedsplejens kørelister fra fredag eftermiddag og videre frem, fortæller Michael Bjørn, vicedirektør Velfærd, Social, Sundhed og Arbejdsmarked i Assens Kommune.
I Odense var det 124 borgere, der blev ramt, og Odense Kommune forsøgte forgæves at få Tryghedsplejen til at holde ud weekenden over.
- Vi prøvede at forhandle os frem til en aftale med Tryghedsplejen om, at de stod for plejen indtil mandag eftermiddag. Det var umuligt, og derfor overtog vi allerede fredag aften, siger rådmand i Ældre- og Handicapforvaltningen, Brian Skov Nielsen (EL), til Fyens Stiftstidende.
'Stor erfaring med at træde til'
Rådmanden er godt og grundigt træt af private plejefirmaer, der går konkurs, sådan som Odense Kommune har oplevet tre gange på to år.
- Det er useriøst, at vi har private firmaer, der kan gå på røven på den her måde. Hver gang, det sker, skal kommunen tage over. Det er jo ikke et reelt alternativ til den kommunale hjemmepleje. Nu er det tredje gang på under to år, at en privat leverandører af hjemmepleje går konkurs her i Odense. På den positive side kan man sige, at vi har stor erfaring med straks at træde til og løfte det store ansvar, det er at sikre, at ingen borgere mangler pleje, siger Brian Skov Nielsen.
Han vil nu kontakte Socialministeriet og KL for at få set lovgrundlaget efter i sømmene:
- Det er helt åbenlyst, at mange firmaer ikke har den økonomiske robusthed, der skal til, for at være pålidelige leverandører af pleje til skrøbelige borgere, siger han.
Reaktioner på Christiansborg
På Christiansborg er hans partifæller ikke mindre kritiske. Enhedslistens ældreordfører Finn Sørensen vil ændre lovgivningen, så kommunerne ikke længere er tvunget til at udbyde ældreplejen til private virksomheder.
- Den aktuelle konkurs i Tryghedsplejen er kun én i en lang række, og flere vil komme efter. Det er loven, det er galt med. Nu ser vi resultatet: en voksende utryghed i forhold til, om opgaven bliver løst, siger Finn Sørensen, der også peger på de ekstra omkostninger, det giver kommunerne, når de med timers varsel skal overtage opgaven.
SF's ældreordfører Jonas Dahl har reageret ved at kalde sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) i samråd:
- Regeringen og ministeren må tage ansvaret på sig. Det er ikke rimeligt, at kommunerne hænger på regningen, når plattenslagerne ikke gider længere. Det er simpelthen ikke anstændigt overfor de ældre, siger han ifølge Ritzau.
Også Dansk Folkeparti er indstillet på at se forholdene for udbud af kommunal hjemmepleje efter i sømmene, oplyser partiets ældreordfører Karin Nødgaard. Hun understreger, at DF står fast på at valgfriheden bevares.
Firmaerne skal være mere solide
- Vi skal finde en holdbar løsning, og vi må gøre udbudskravene mere præcise. For eksempel mener vi, at der skal stilles krav om, at der står nok kapital på firmaets bundlinje, så vi sikrer, at det er firmaer med styr på økonomien, siger Karin Nødgaard til Ritzau.
Lignende tanker gør man sig i KL, i ministeriet og i Ældre Sagen:
- Der bør stilles krav til tilbudsgivernes økonomiske formåen i udbuddet, og kommunerne bør stille krav om, at leverandørerne stiller garantier og sikkerhed ved udbud på plejeområdet, siger således formanden for KL's social- og sundhedsudvalg, Odsherred-borgmester Thomas Adelskov (S), mens sundhedsminister Sophie Løhde (V) opfordrer til, at kommunerne 'ser sig bedre for' og 'er bevidste om, at det ikke kun er prisen, der er afgørende, når de indgår aftaler med private firmaer om hjemmehjælp'. I Ældresagen finder chefkonsulent Olav Felbo det vigtigt, at der stilles krav til plejefirmaernes soliditet, eksempelvis krav om en vis egenkapital.
Dansk Erhverv melder sig også på banen, men 'tror ikke på, at det er noget, som skal løses fra Christiansborg', siger Dansk Erhvervs velfærdspolitiske chefkonsulent Rasmus Larsen Lindblom.
- Vi tager det meget alvorligt, og vi mener, at problemet kan løses. Vi skal bakke op om det frie valg, for ingen ønsker sig tilbage til en situation, hvor der ikke er valgmuligheder. Derfor er der behov for, at Ældre Sagen, fagbevægelse, erhvervsorganisationer og KL går sammen om fælles retningslinjer, som skal forebygge konkurser i ældreplejen, siger han. Netop de nævnte parter har i forvejen aftalt et møde om sagen om tre uger.
Tredje gang i år det går galt
Konkursen i fredags er blot endnu en i rækken af private plejefirmaer, der går ned. I foråret var det den dengang største private operatør, Kærkommen, der bukkede under, og i sidste uge gik det galt for først Bonderosen og altså i fredags Tryghedsplejen.
Ifølge DR Nyheder burde den seneste konkurs ikke være kommet som en overraskelse. I årsregnskabet for 2013-2014 fastslog selskabets revisor, at der ikke var styr på økonomien i virksomheden, at lovgivningen blev brudt, og at det var særdeles uklart, hvorvidt firmaet overhovedet kunne overleve. Det var så grelt, at revisoren i årsregnskabet påførte en 'afkræftende revision', hvilket i praksis betyder, at regnskabet er så forkert og mangelfuldt, at det ikke passer. Konkret indbetalte Tryghedsplejen ikke skat, moms og afgifter til tiden, fremgår det.
Overfor DR Nyheder siger Tryghedsplejens direktør Imran Hussain, at han skulle have lukket for to år siden, 'for jeg vandt ikke de udbud, vi skulle. Men det kunne jeg jo ikke vide på det tidspunkt', siger han. Læs hele DR Nyheders artikel her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.