
Det er en af de større kontrakter på Fermern Forbindelsen, som Femern A/S har prækvalificeret fire bydere til at komme med deres endelige tilbud på.
Opgaven om at anlægge forbindelsens 25 km lange elektrificerede jernbanestrækning har således en forventet værdi på omkring 1,5 mia. kr.
I alt havde ni store konsortier søgt om at blive prækvalificeret til at byde på opgaven. Heraf er nu fire konsortier udvalgt til det videre forløb frem mod en endelig tildeling af opgaven. Det drejer sig om følgende konsortier: PORR (Østrig, Tyskland), TSO - Swietelsky (Frankrig, Østrig), Aarsleff Rail - Rhomberg (Danmark, Østrig) og ACSA - Cobra (Spanien),
De fire udvalgte konsortier opfylder alle prækvalifikationens krav om blandt andet dokumenteret erfaring, i form af fx erfaring med jernbanesikkerhed og overholdelse af CSR-relaterede krav, oplyser Femern A/S i en pressemeddelelse.
- Vores mål er at levere en klimaneutral jernbane i drift og bidrage til den grønne omstilling af transportsektoren. Vi har nu i skarp konkurrence fundet de fire konsortier med de stærkeste kort på hånden til at byde på opgaven og levere en jernbane, som både under anlæg og i drift har fokus på klimavenlige løsninger, siger Kirsten Christensen, der er kontraktdirektør i Femern A/S med ansvar for jernbaneinstallationerne.
Udbud med forhandling
Opgaven - den såkaldte TTC-kontrakt (Tunnel Track and Catenary) - omfatter en tosporet jernbane og køreledninger bygget til 200 km/t, hvoraf ca. 19 kilometer ligger i forbindelse med tunnelen og ca. seks kilometer ligger uden for tunnelen på dansk og tysk side.
I det endelige udbud vil Femern A/S lægge vægt på pris, metoder og organisering, der minimerer risikoen i udførelsen, og løsninger, der adresserer de svære pladsforhold i tunnelen. Der stilles også krav om, at entreprenøren udfører arbejdet på en klimavenlig måde – herunder med en klar målsætning for udledningen af CO2 i byggeperioden.
Udbuddet gennemføres som udbud med forhandling, og med de fire konsortier på plads, kan dialogen nu gå i gang med hver enkelt bydende, oplyser Kirsten Christensen.
- Vi har med de fire deltagere et solidt fundament for den videre konkurrence om kontrakten, og vi ser frem til at indgå i en tæt og grundig dialog. Vi forventer at få præsenteret tekniske løsninger, der er i det absolutte førerfelt i jernbanesektoren, siger Kirsten Christensen.
Femern A/S forventer at modtage de endelige tilbud fra de bydende i midten af 2024. Kontrakten vil derefter kunne blive tildelt senest i starten af 2025 med opstart kort tid efter.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.