ISS udbyder serviceydelser og har omkring 350.000 ansatte globalt. (Arkivfoto).
Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

ISS får fornyet den største aftale i den danske forretning

ISS skal i 55 måneder fortsat levere kantine, rengøring og kaffeservice til cirka 50 statslige institutioner.
9. APR 2026 14.13

ISS og Bygningsstyrelsen har underskrevet en ny aftale, hvor ISS fortsat skal levere services til godt 50 statslige institutioner og 18.000 statslige ansatte. Det skriver ISS i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at ISS skal levere både kantine, rengøring, affaldshåndtering og kaffeservice til de omkring 50 statslige institutioner. De 50 statslige institutioner breder sig over cirka 240 lokationer.

Aftalen gælder i 55 måneder og har en årlig værdi på 300 millioner kroner. Den er dermed den største i ISS' danske forretning, skriver servicekoncernen. Den nye aftale erstatter den nuværende aftale mellem ISS og Bygningsstyrelsen fra 2019, som udløber 30. september.

Anders Mærkedahl Pedersen, som er direktør i Bygningsstyrelsen, siger, at ISS har givet et godt tilbud i forhold til både pris og kvalitet.

- I vores evaluering har ISS særligt udmærket sig på tildelingskriteriet kvalitet, og vi vurderer ligeledes, at der er tilbudt en robust governance-struktur, siger han i pressemeddelelsen.

Omkring 450 medarbejdere fra ISS skal levere servicen til de statslige institutioner. ISS udbyder serviceydelser som blandt andet rengøring og kantinedrift. Selskabet er et af de største i Danmark. På verdensplan har selskabet omkring 350.000 ansatte.

I 2025 løftede ISS både sin omsætning og sit overskud en smule. ISS regner med, at væksten kommer til at fortsætte i det nye år. Selskabet forventer en organisk vækst på mere end fem procent.

Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder. Det kan være med til at give et mere retvisende billede af, hvorvidt en virksomhed reelt vokser eller går tilbage.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/iss-faar-fornyet-den-stoerste-aftale-i-den-danske-forretning

GDPR