ÆRØ: En læk af fortrolige oplysninger fra et lukket punkt på en byrådsdagsorden på Ærø tilbage i august sidste år er blevet opklaret af Fyns Politi, og sagen er afsluttet med en bøde på 10.000 kr., oplyser Ærø Kommune.
Lækken satte Fyns Amts Avis i stand til at fortælle om en ekstraregning på 8,4 mio. kr. fra Søby Værft for byggeriet af el-færgen Ellen. Avisens oplysninger blev dagen efter bekræftet på et pressemøde, hvor kommunen og værftet oplyste om et indgået forlig mellem de to parter på netop det beløb, men borgmester Ole Wej Petersen (S) var ikke tilfreds med, at fortroligheden om dagsordenspunktet fra byrådsmødet ikke var overholdt og meldte lækken til politiet.
Ærø Kommune fik onsdag meddelelse fra Fyns Politi om at sagen er afsluttet. Vedkommende der har lækket de fortrolige oplysninger, har vedstået sig et bødeforlæg på 10.000 kr. for brud på tavshedspligten, oplyser kommunen uden at røbe yderligere detaljer.
Borgmester Ole Wej Petersen erklærer sig tilfreds med, at sagen er opklaret.
- Vi tager brud på tavshedspligten meget alvorligt. Det er vigtigt at bevare fortroligheden og tilliden til, at alle parter tager deres tavshedspligt alvorligt. Udfaldet af denne sag sætter en klar præcedens, og betyder forhåbentligt, at vi undgår en lignende situation i fremtiden, siger han i en kommentar.
dknyt har forsøgt at kontakte borgmesteren for supplerende oplysninger, men uden held. Til Fyns Amts Avis oplyser Ole Wej Petersen, at han ikke af politiet er blevet oplyst om identiteten af personen bag lækken.
Opdateret kl. 14.08 med oplysningen i sidste sætning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.