
VIBORG: Et afgørende element i rentabiliteten for Apple ved at placere sit europæiske datacenter ved Viborg er, at temperaturreguleringen af den store mængde servere ikke defineres som køling, der ville udløse en betydelig afgiftsbetaling, men som 'en enhed, der producerer varme og ikke køling', som det kreativt blev udtænkt under den danske stats forhandlinger med den internationale it-gigant.
Imidlertid er den varme, der produceres, ganske lunken, fortæller Dagbladet Børsen, og lunken er også Viborg Fjernvarme ved udsigten til at skulle aftage det kun 25 grader varme kølevand.
Hvis man med rimelighed skal kunne kalde Apples server-afkøling for 'en enhed, der producerer varme', skal der være nogen, der aftager varmen, og 'nogen' er i dette tilfælde Viborg Fjernvarme.
Viborg Fjernvarme har i dag vand med en gennemsnitstemperatur på 67,5 grader i rørene, så selv hvis fjernvarmeselskabet investerer i en varmepumpe, der kan 'opformere' det 25 grader varme vand til 55 grader, så skal rørsystemet også opgraderes, og adskillige private hjem skal have ny varmeveksler, skriver Børsen. Alt sammen for at Apple ikke skal betale afgift for køling, ligesom ethvert andet datacenter gør.
Viborg Fjernvarme er derfor ganske - ja, lunken - i forhold til Apples planer.
For tre år siden kuldsejlede et andet vidtløftigt projekt med udvinding af geotermisk varme. Boringer i undergrunden endte resultatløst og efterlod en regning på 162 mio. kr. til Viborg Fjernvarmes forbrugere, som derfor hver må betale ekstra 900-1000 kr. om året de næste 20 år, indtil regningen for eventyret er betalt.
Ikke overraskende er lysten til et nyt eventyr til at overse.
Ingen sikkerhed for holdbar løsning
Det geotermiske projekt og dets uheldige forløb førte i sin tid til stiftelsen af Komiteen af Kritiske Fjernvarmeforbrugere, og de er stort set lige så kritiske i dag.
- Foreløbig er vi ikke blevet præsenteret for planer, der giver os sikkerhed for, at varmen fra Apple leverer en holdbar løsning, siger komiteens formand Ole Jespersen til Børsen.
Han nævner et investeringsbehov på 250 mio. kr. som et tal 'vi har hørt', mens direktøren for Viborg Fjernvarme, Morten Abildgaard, ligeud siger, at sagen er 'i en fase med hemmelighedskræmmeri':
- Der må være nogen, der ligger inde med et regnestykke over økonomien i det her kæmpeprojekt, som man har meldt ud. Jamen så læg det frem, og lad os se på det, siger han til Børsen.
'Ikke noget at fortælle'
Det forbrugerejede Viborg Fjernvarme distribuerer i dag varme, som produceres af Viborg Kraftvarme, et datterselskab af det kommunalt ejede Energi Viborg, som er den enhed, der forhandler med Apple. Herfra lyder den lakoniske melding:
- Vi informerer vores kunder, når vi har noget at fortælle om, og det har vi ikke på nuværende tidspunkt, siger Energi Viborgs adm. direktør Christian Hagelskjær til Børsen.
I modsætning til euforien for et halvt år siden, da nyheden om Apples datacenter blev præsenteret, er Viborg Kommune i dag mere forbeholden:
- Der bliver ikke puttet en eneste kommunal krone i det, før vi har sikkerhed for, at modellen holder, siger således borgmester Torsten Nielsen (K).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.