Regeringen vil oprette en ny klageinstans hvor private virksomheder kan klage over uretfærdig konkurrence, hvis kommuner, regioner eller staten løser opgaver, som virksomheden udbyder.
Det er en del af et nyt udspil, som skal sikre fair og lige konkurrence mellem private virksomheder og offentlige myndigheder. Udspillet blev præsenteret i Finansministeriet torsdag formiddag.
Der vil blive afsat 7,5 mio. kr. til klageorganet, fortæller erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
- Hvis kommuner, regioner eller stat går ind og laver privat virksomhed, så kan klageorganet afgøre, om virksomheden er blevet uretfærdigt behandlet og kan få erstatning. Sådan får vi bolden tilbage til de private virksomheder, siger ministeren.
Ifølge regeringen er det et problem, at offentlige instanser tilbyder at løse opgaver, som private driver virksomhed på. Der er stribevis af eksempler på, at offentlige myndigheder bevæger sig væk fra deres kerneopgaver og ind på de erhvervsdrivendes banehalvdel, mener innovationsminister Sophie Løhde (V).
- Det kan være spændende rekrutteringsydelser, eller når myndigheder laver kurser i computerspil, mindfulness og andet. Vi har svært ved at se, hvorfor offentlige myndigheder skal drive privat erhvervsvirksomhed. Det skal de holde sig fra, og så løse de opgaver, de er sat i verden for, siger hun.
Regeringen har ikke noget konkret bud på, hvor mange private virksomheder, der oplever at konkurrere med det offentlige eller hvor mange penge, der er på spil. Men den ulige konkurrence forgår hver dag, mener erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Med lovgivning vil regeringen definere, hvilke opgaver det offentlige må varetage og ligeledes hvilke, som de private virksomheder har krav på at holde for sig selv.
- Vi stadfæster det helt grundlæggende princip, at det offentlige skal tage sig af velfærdsopgaver som sundhed og uddannelse, mens private virksomheder skal løse private opgaver, siger Brian Mikkelsen.
Hvordan opgavefordelingen konkret vil ligge er endnu ikke fastlagt. Klageinstansen skal placeres i Viborg under Nævnenes Hus, som er en styrelse under Erhvervsministeriet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.