
Efter seks domme, to frifindelser og yderligere syv tiltaler, der endnu ikke har været for retten, har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) nu tiltalt yderligere syv personer samt it-selskabet Atea i den såkaldte Atea-sag om blandt andet bestikkelse.
De nye tiltaler omfatter fire ansatte hos Atea, som ifølge anklageskriftet har stået bag 18 tilfælde af aktiv bestikkelse og medvirken til underslæb. Det drejer sig blandt andet om uberettigede rejser og hotelophold - i nogle tilfælde til betydelige beløb med destinationer som Dubai og Las Vegas. Hertil kommer middage på gourmetrestauranter.
Tiltalen for disse forhold gælder også Atea selv som selskab.
De resterende tre tiltaler gælder modtagerne af den nævnte bestikkelse, som alle har haft betroede stillinger i 'en offentlig myndighed', oplyser SØIK - ifølge Finans er der tale om Region Sjælland og Rigspolitiet. Foruden passiv bestikkelse lyder tiltalen mod disse tre også på underslæb.
Ifølge anklageskriftet gælder sagerne i alt mere end 1,2 mio. kr. Hvis sagerne fører til dom, risikerer hver af de tiltalte konfiskation af beløb på mellem 65.000 og 394.000 kr.
'Tilsyneladende tæt forbindelse'
- Det er en særlig sag, der tilsyneladende viser en tæt forbindelse mellem de offentligt ansatte og det private selskab. Det er afgørende, at der bliver slået hårdt ned på private selskaber, der benytter sig af aktiv bestikkelse, og offentligt ansatte, der modtager en sådan bestikkelse, siger chefanklager Steen Bechmann Jacobsen fra SØIK.
Ifølge chefanklageren er 'hver en sten blevet vendt' og efterforskningen i SØIK har derfor været langvarig og de juridiske overvejelser har været særdeles grundige.
- Det er selvsagt vigtigt, at straffesager om bestikkelse bliver rejst. Det er naturligvis afgørende, at samfundet kan have tillid til, at ingen private selskaber forsøger at afspore offentligt ansatte i betroede stillinger til at varetage andet end saglige hensyn, og at offentligt ansatte ikke træffer afgørelser eller indgår aftaler på usagligt grundlag, siger Steen Bechmann Jacobsen.
Sagerne mod Atea og de syv tiltalte personer vil ligesom de tidligere sager blive ført ved Retten i Glostrup, hvor sagerne endnu ikke er berammet. De paragraffer der er rejst tiltale for, har en straframme op til seks års fængsel, og otte år hvis lovovertrædelserne vurderes til at være af 'særligt grov beskaffenhed', men SØIK har endnu ikke taget stilling til hvilke straffe, man vil kræve.
Med de nye tiltaler er der nu foruden Atea selv rejst tiltale mod i alt 22 personer i Atea-sagen, mens 19 sigtelser er frafaldet. Af de tiltalte er indtil nu er seks dømt og to frifundet, idet flere af sagerne dog er anket til landsretten.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.