SJÆLLAND: Region Sjælland oplyser, at den er kommet langt strammere kontrol og tilsyn med både ledelse, medarbejdere og det administrative arbejde. Det sker i anledning af sagen, hvor den private virksomhed Atea tilsyneladende har forsøgt at bestikke de tre tidligere medarbejdere i regionen.
Når Retten i Glostrup i tirsdag begynder en straffesag mod tiltalte i Atea-sagen, er der foruden tidligere medarbejdere fra Atea også tre tidligere medarbejdere fra Region Sjælland blandt de tiltalte.
Regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) oplyser, at Atea-sagen er et overstået kapitel for regionen, og han konstaterer desuden, at regionen er blevet stærkere efter at have strammet op på kontrol og ekstra tilsyn.
- Vi er i Region Sjælland for længst kommet videre oven på Atea-sagen. Der er nogle tidligere medarbejdere fra både Atea og Region Sjælland, som nu skal i retten, men som sådan er sagen et overstået kapitel for os. Vi har lært af sagen og handlet på den, siger Jens Stenbæk.
- Det positive ved Atea-sagen er, at vi har fået trykprøvet alle administrative og politiske ledelsesniveauer. Regionsrådet har vedholdende og systematisk arbejdet med at stramme op på interne procedurer. Vi står i dag med en endnu stærkere organisation end før Atea-sagen.
Intern kontrolenhed
I efteråret 2015 iværksatte Regionsrådet som følge af Atea-sagen en indkøbsanalyse hos Rambøll samt en efterfølgende rapport fra PricewaterhouseCoopers (PwC).
Rapporten fra PwC pegede på, at vedtagne kontrolprocedurer kunne have været skarpere, samt at nogle af procedurerne ikke havde været fulgt. Som en konsekvens blev der indgået fratrædelsesaftaler med regionens daværende administrerende direktør samt økonomidirektøren.
Regionsrådet har siden gennemført 'Projekt Ny Økonomistyring', som blandt andet har betydet et mere fintmasket ledelsestilsyn og en opstramning af regionens kasse- og regnskabsregulativ. Samtidig er der oprettet en intern kontrolenhed, som skal følge op på gennemførte ledelsestilsyn.
Der er foreløbigt berammet i alt 32 retsdage til sagen med sidste planlagte retsmøde den 2. februar 2018. Dommen forventes at falde i tidsrummet fra sidst i februar til april 2018. Sagen omhandler i alt 38 forhold, hvor nogle tidligere medarbejdere i regionens it-organisation skulle have modtaget udlandsrejser, hotelophold og middage som betaling for at have givet ordrer til Atea. Bestikkelsen skal være foregået fra 2009-2014.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.