
Indtil 15. maj har landets kommuner mulighed for at melde arealer ind, de mener egner sig til en national industripark.
Og der ser ud til at blive rift om at lægge jord til de fem industriparker, regeringen planlægger at udpege inden årets udløb.
I hvert fald oplyser flere kommuner, at de har tænkt sig at indmelde områder, og flere kan nå at komme til, inden fristen udløber.
I Holbæk har en enig kommunalbestyrelse besluttet, at erhvervsområder ved Jyderup og Regstrup meldes ind som mulig placering af en national industripark.
- Det her kan blive et løft for hele Nordvestsjælland, hvorfor vi også vil afsøge muligheden for et samarbejde med Kalundborg Kommune om en industripark, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S).
Rødbyhavn efter Femern-byggeri
Også Lolland og Guldborgsund vil i fællesskab foreslå en ny national industripark i Rødbyhavn på det areal, der rummer Femernbyggeriets tunnelelementfabrik, den tilhørende arbejdshavn og de bagvedliggende arealer.
- Om få år er Femernbyggeriet i mål. Så har vi et stort industriområde med Danmarks fjerdestørste arbejdshavn og en af verdens største betonfabrikker, der kan tages i brug til nye formål. Vel at mærke i et område, hvor der er højt til loftet, god plads til udvide og let adgang til både jernbane og motorvej, siger Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S).
Guldborgsund bakker op i forventning om, at en national industripark i Rødbyhavn vil virke som et vækstlokomotiv og skabe arbejdspladser for hele regionen, siger borgmester Simon Hansen (S).
Ifølge de to borgmestre er der allerede markedsdialog i gang med et større antal relevante virksomheder, bl.a. i forhold til de mange gigantiske vindmøller, der skal sættes op i Østersøen og Nordsøen. Desuden kan Rødbyhavn tænkes ind i en større kontekst, fordi der er behov for ekstra havne- og industrikapacitet i Danmark og Europa, fx til infrastrukturprojekter og forsvaret.
Nationale industriparker
I oktober kom regeringen med et udspil, som skal gøre det nemmere for både danske og udenlandske produktionsvirksomheder hurtigt at etablere sig. Det blev i november omsat i en politisk aftale med DD, SF, K, DF og R. Aftalen blev kaldt "rød løber for produktionsvirksomheder".
Målet er, at det hurtigt skal kunne lade sig gøre at få de nødvendige tilladelser via en såkaldt one-stop-shop, hvor myndighedsbehandling samles et sted.
Der sigtes mod at udpege fem industriparker, hvor adgang til el, vand, transport og spildevandsafledning er på plads, så en industrivirksomhed hurtigt kan etablere sig i stor skala.
Kommunerne kan inden 15. maj indmelde, om de ønsker en industripark. Derefter følger en periode med dialog og statslig screening af arealerne, inden regeringen og aftalepartierne tager stilling til udpegningen inden årets udgang.
Kilde: Erhvervsministeriet
Jernbaneknudepunkt og solcellepark
Også Næstved og Vordingborg går sammen med et fælles forslag til en industripark i et område omkring Bårse og Tappernøje. Her samarbejder de i forvejen om et større solcellepark-projekt, som også krydser kommunegrænsen, oplyser Business Vordingborg.
- De her industriparker kræver et stort areal, og der kan vi se nogle store fordele i at samarbejde, for vi har ikke selv et areal isoleret set, der er stort nok, og det har de heller ikke i Næstved. Men til sammen har vi så til gengæld et stort og godt areal, siger borgmester Mikael Smed (S).
I Ringsted besluttede byrådet mandag aften at søge om at få en af de planlagte industriparker.
Ringsted peger på, at nord-sydgående europæisk jernbanetrafik i vid udstrækning vil gå igennem byen, når Femernforbindelsen åbner, og at det sammen med eksisterende motorveje og jernbaneforbindelser skaber et unikt grundlag for at placere en kombiterminal øst for byen til omlastning af gods.
I tilknytning til den kan udpeges et stort areal med plads til et stort antal produktionsvirksomheder. Dermed vil man tilsammen få en industripark tæt på både jernbane og vejforbindelser, fremgår det af referatet.
Østjyder peger på Viborg og Horsens
I Østjylland er Randers, Aarhus, Favrskov og Viborg kommuner på vej med et fælles forslag om en industripark ved Aarhus Universitets campus i Foulum i Viborg Kommune.
I hvert fald hvis det står til Randers Kommune, som har taget initiativ til at afsøge muligheden for en fælles henvendelse. Det sker efter tilkendegivelse af interesse i Business Region Aarhus, fremgår det af et referat fra erhvervs- og planudvalget i torsdags.
Vurderingen er, at Viborg allerede lever op til en række af de kriterier, der lægges vægt på ved udpegningen, herunder adgang til en international skole, eksisterende erhvervsklynger og relevante videnmiljøer, som gør, at der hurtigt kan etableres en industripark.
Også Horsens vil formentlig søge om at få en industripark, fortæller borgmester Peter Sørensen til Horsens Folkeblad.
Han peger på et 111 hektar stort område nord for byen tæt på motorvej E45, som allerede er udlagt til erhverv, og som eventuelt kan suppleres med yderligere jord. Sagen skal først senere for byrådet, men Peter Sørensen har kun mødt positive tilkendegivelser, siger han.
- Industriparkerne taler ind i nøjagtig det, Horsens kan: Fremstilling, industri og uddannelse, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.