
Hvordan kunne dét, der blev præsenteret som en historisk og visionær kontrakt, i stedet ende med økonomisk kaos og klagerekorder? Det er Rigsrevisionen i fuld gang med at undersøge.
Ifølge Fagbladet 3Fs oplysninger lander en beretning om den omstridte kontrakt mellem ISS og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) nemlig på statsrevisorernes bord i slutningen af februar.
Hér er Rigsrevisionen færdig med at granske de forhold hos Forsvarsministeriet – og særligt FES – der gjorde, at milliardkontrakten med ISS endte med at kuldsejle. Og endte med slet ikke at medføre de millionbesparelser, der var lagt op til.
Det var særligt Facebook-billeder af uspiselig mad, beskidte lagner og klamme toiletter, der tilbage i 2020 åbnede offentlighedens øjne for, at tingene var på vej til at gå helt skævt på forsvarets kaserner og etablissementer.
Hér havde ISS siden 1. februar 2018 overtaget al arbejdet med at lave mad, gøre rent og udføre praktiske serviceopgaver. En udlicitering, der havde en kontraktværdi på tre mia. kr., og som på det tidspunkt var den største af sin art i danmarkshistorien. Udliciteringen skulle desuden give en besparelse på 30 pct. over seks år.
Modtog tusindvis af klager
Men ISS’ måde at løse opgaverne på stod slet ikke mål med forventningerne. I 2019 modtog FES 6.289 officielle klager over den service, ISS leverede – svarende til 17 om dagen. Det var næsten en fordobling i forhold til året før.
Og mens klagerne strømmede ind, strømmede pengene den anden vej: Fagbladet 3F kunne i januar 2021 dokumentere, at der havde været et overforbrug på 120 mio. kr. i 2019 på den kontrakt, Forsvaret oprindeligt havde indgået med ISS for at spare penge. Oveni kunne ISS-ansatte i oktober 2020 berette om stadigt større tidspres, dårligt psykisk arbejdsmiljø og opsigelser.
Den kontrakt, som ISS i 2017 præsenterede som ”et kursskifte”, ”visionær”, og ”historisk”, endte med at blive revet midt over i juni 2021 i en fælles aftale mellem daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) og ISS.
ISS var ude i kulden næsten to år før tid, og som en del af aftalen skulle ISS betale en kompensation til forsvaret på trecifret millionbeløb. Samtidigt blev det besluttet, at serviceopgaverne kom retur til forsvaret ad et par omgange.
Undersøgelse snart klar
Imens Forsvarsministeriet og ISS i foråret 2021 forhandlede om, hvordan kontrakten kunne ophæves, viste Rigsrevisionen interesse for den spegede sag.
Og ifølge en aktindsigt lander Rigsrevisionen altså meget snart en undersøgelse om, hvordan ministeriets styring af milliardkontrakten kunne ende så galt.
Rigsrevisionen har i sin undersøgelse primært taget udgangspunkt i materiale fra FES, da mandatet til at granske ISS, som er en privat virksomhed, er begrænset. Det har Forsvarsministeriet forud for undersøgelsen protesteret over, viser aktindsigten.
Hertil svarer Rigsrevisionen, at man er begrænset af adgangen til ISS som privat virksomhed. Men man deler ministeriets ønske om at ”frembringe et så fuldt billede som muligt af denne sag”.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.