
AALBORG / HJØRRING: Siden det private plejefirma Kærkommen gik konkurs i marts, har Lønmodtagernes Garantifond (LG) og Aalborg og Hjørring kommuner været uenige om, hvem der skal betale regningen. Det har efterladt alle de tidligere Kærkommen-ansatte uden løn, feriepenge og pension, som der kan gå flere år, før de får.
Samtidig er kommunerne i en penibel situation, hvor de ikke kan anke sagerne til domstolene, da det ifølge kurator i sagerne, Kammeradvokaten, Advokatfirmaet Poul Schmith, alene er lønmodtagerne, der kan indbringe LG's afgørelser for domstolene. Kommunerne kan derfor kun ty til, at politikerne på Christiansborg gør noget ved det principielle i, at kommunerne kan komme til at hænge på en tocifret millionregning, når et privat firma går konkurs, som det er sket efter Kærkommen's konkurs. Desuden arbejder de to kommuner tæt sammen med KL i denne sag.
Ifølge FOA, der organiserer de tidligere Kærkommen-medarbejdere, har fagforbundet sammenlagt indberettet krav på godt 11 mio. kr. til Aalborg og Hjørring Kommune på deres medlemmers vegne, efter at kravet blev afvist i Lønmodtagernes Garantifond.
Rod og uklarhed
Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S), næstformand i Folketingets beskæftigelsesudvalg og valgt i Nordjylland, følger disse sager tæt, og han siger grundlæggende, at det er noget rod med de uklare forhold i disse sager. Det skader både borgerne, de tidligere ansatte og kommunerne.
Derfor har han indkaldt sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) samt beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd for at få afklaring på reglerne. Mødet afholdes i morgen den 19. august, og dknyt følger mødet og hvad der måtte komme ud af det.
Bjarne Laustsen frygter dog, at ministeren vil sige, at han ikke kan gå ind i sagen, fordi der er en tvist mellem LG og Hjørring og Aalborg Kommune.
- Vi har behov for klare regler på dette område. Det har skabt usikkerhed for alle, både borgere, kommunerne og de ansatte. Det duer ikke. Kommunerne har sådan set bare gjort det de skulle, nemlig at levere service, pointerer han.
Håber på afklaring
Bjarne Laustsen understreger, at kommunerne har forsyningspligt, og de skal sørge for, at borgerne får hjælp, også når et firma går konkurs.
- Det er kommunens kerneopgave at levere service til borgerne. Det er noget rod, hvis kommunen ikke kan gå ind at overtage nogle medarbejdere uden at hænge på regningen, siger Bjarne Laustsen.
Han håber på afklaring på samrådet i morgen, men om det er en lovændring der skal til, synes han er svært at sige.
- Først og fremmest drejer det sig om at få helt klare spilleregler på området, siger Bjarne Laustsen.
Ud med lykkeridderne
Han konstaterer samtidigt, at mange private firmaer har svært ved at agere i dette marked, de taber penge på det, og i værste fald går de konkurs.
- Jeg tror, at mange private firmaer ikke er klar over, hvad de byder på og skal byde ind med. Der er mange lykkeriddere i branchen, og dem skal vi have luget ud. Måske skal de igennem en prækvalificering, og så skal kommunerne stille støre krav til de private plejefirmaer, blandet andet ved at kræve bankgarantier fra firmaerne. Det formindsker skaden både hos kommunerne og hos de ansatte, mener Bjarne Laustsen.
Han er ikke som sådan imod udbud, men på de personlige plejekrævende opgaver, synes han, at det er svært at lave udbud og frit valg.
- Det er svært at definere, hvad der skal ydes, og reglerne for kommunerne, borgerne og de ansatte skal være klarere. Jeg håber ministeren kan se problemerne her, og vi har brug for større overblik og vurdering af dette område - og ikke kun hvad en enkelt kurator kommer frem til, understreger Bjarne Laustsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.