KOLDING: Egentlig skulle de ældre i Kolding først overgå til deres nye udbydere af hjemmepleje og rengøringshjælp ved årsskiftet. Men efter Trekantens Rengøring og Pleje A/S tirsdag 4. november opsagde deres del af kontrakten, ændrer det tidsplanen for de 502 ældre, som allerede fik varetaget deres opgaver hos Trekantens.
I øjeblikket klarer kommunens beredskab hjælpen, takket været ekstra arbejde fra egne medarbejdere samt vikarer, der er kaldt ind. Men allerede fra denne uge begynder de tre private firmaer at overtage de ældre, de i forvejen skulle hjælpe 1. januar. Kolding Kommunes hjemmepleje sørger fortsat for de ældre, der på forhånd har bebudet, at de vil skifte til eller beholde kommunens pleje fra årsskiftet.
Attendo, der nu som den eneste private udbyder i forvejen tilbyder hjemmehjælp i Kolding, begynder en af de nærmeste dage, mens de to øvrige, Kære Pleje og Svane Service, kommer nogle dage senere. Det arbejdes lige nu på planlægningen og mere præcise datoer. Alle ældre, der havde Trekantens Rengøring og Pleje, får nu besked om, at de før end ventet får det firma, de selv har valgt.
Ikke for mange skift
Indtil det er på plads, prioriterer Kolding Kommune pleje før rengøring, så de ældre må fortsat regne med forsinkelser og uregelmæssigheder de kommende dage. 400 af Trekantens Rengøring og Plejes 502 borgere får kun rengøringshjælp.
Lis Ravn Ebbesen (SF) fra Seniorudvalget forstår godt, at det er træls at vente på sin rengøring, men på den anden side, er der ikke nogen, som er kommet i livsfare af at vente på sin rengøring, fortæller hun til TVmSyd.
- Vi er meget optaget i Seniorudvalget af, at de ældre ikke skal skifte alt for mange gange. Man kunne godt sige, at nu overtager kommunen i syv uger. Men vi har været ude og tale med de firmaer, der skal overtage efter nytår, for at høre om de vil overtage opgaven nu, så de ældre ikke skal føle, at nu skal de igen og igen have ny hjemmehjælp.
Hun bekræfter overfor TV Syd, at kommunen nu mener, alt skulle være faldet på plads.
Kolding Kommune havde tidligere på året et udbud af hjemmepleje, og der er lavet kontrakt i op til fem år med de tre firmaer, Attendo, Svane Service og Kære Pleje fra 1. januar. For et år siden var hjemmeplejen i Kolding også i udbud, men efter to konkurser i foråret, valgte Kolding at opsige kontrakten med de to resterende firmaer.
I november besluttede Trekantens Rengøring at stoppe arbejdet for Kolding Kommune for at undgå konkurs.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.