HOVEDSTADEN / SJÆLLAND: I september har i alt 19.584 ud af 49.681 adspurgte medarbejdere på tværs af Region Sjælland og Region Hovedstaden svaret på en brugerundersøgelse af den elektroniske patientjournal.
Oplevelsen af Sundhedsplatformen ser ens ud på tværs af regionerne, selvom tilfredsheden er en anelse lavere i Region Sjælland end i Region Hovedstaden, og utilfredsheden er ikke til at tage fejl af:
På en skala fra 1-5 er tilfredsheden i Region Hovedstaden 2.9 og tilfredsheden i Region Sjælland 2.6.
- Beskeden fra medarbejderne er ret tydelig. Vi er slet ikke færdig med at udvikle og optimere Sundhedsplatformen. Det er første gang, vi laver undersøgelsen i Region Sjælland, og den viser, at lægerne er markant mere utilfredse end de øvrige faggrupper. Det skal vi arbejde på, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) fra Region Sjælland.
Medarbejdernes input skal inddrages i det videre arbejde
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) fra Region Hovedstaden konstaterer samtidig, at det stadig er problemer på medicinområdet, der fylder meget hos personalet.
- Det tager tid at få den elektroniske patientjournal til at virke, så den lever op til de ambitioner, vi har for fremtidens sundhedsvæsen, hvor hospitaler, kommuner og praktiserende læger skal arbejde tættere sammen om den enkelte patient, siger hun.
Regionerne vil inddrage medarbejdernes input til yderligere at kvalificere arbejdet med at udvikle Sundhedsplatformen. De to regioner ønsker at få flere projekter ud på hospitalerne - helt tæt på de mennesker, der hver dag arbejder med patientjournalen - som fx medicineringsprojektet på Rigshospitalet, hvor tre klinikere og en centerdirektør har fået mandat til at prioritere forbedringerne på medicinområdet i samarbejde med relevante klinikere.
Både i Region Hovedstaden og Region Sjælland er der i budgetterne for 2020 og i årene fremad afsat ressourcer til bl.a. arbejdet med at forbedre brugernes tilfredshed med Sundhedsplatformen.
I september behandlede Forretningsudvalgene i begge regioner en handleplan udarbejdet på baggrund af anbefalingerne fra det uafhængige ekspertråd. Regionerne er i samarbejde med leverandøren EPIC i gang med at handle på baggrund af anbefalingerne og konklusionerne. Opfølgningen vil løbende blive revideret og konkretiseret, og der vil fortsat være centrale medlemmer af Ekspertrådet tilknyttet.
Handleplanen indeholder fire områder, der skal være i fokus for arbejdet:
- Bedre styring (prioritering med hospitalerne for bordenden)
- Styrkelse af hospitalernes indførelse af forbedringer
- Fortsat fokus på at forbedre medicinområdet
- Styrkelse af it-organisationen ift at støtte om fremtidens digitale sundhedsvæsen
Og målet for arbejdet er:
- Klinikerne skal have mere tid til patienten
Højere kvalitet, færre fejl i systemet
Bedre adgang til data
Mere inddragelse af patienten
Landspatientregisteret trak mange ressourcer
Siden sidste brugertilfredshedsundersøgelse i 2018 har mange ressourcer været anvendt på at indføre det nye landspatientregister (LPR3), og det har betydet, at der har været færre ressourcer til at sætte skub i optimeringen af Sundhedsplatformen. Indførelsen af LPR3 gik godt, og siden maj 2019 har der været fokus på arbejdet med at optimere Sundhedsplatformen.
MG
Se resultaterne fra brugerundersøgelsen her
Se hovedkonklusionerne af brugerundersøgelsen her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.