SYDDANMARK: Region Syddanmark indgik i september sidste år en endelig kontrakt med JV CMB/Itinera om at bygge vidensakse og behandlings- og sengeafsnit på Nyt OUH, der udgør første del af det store milliard-byggeri. Denne del af byggeriet går i gang her til sommer.
Med regionsrådets beslutning mandag om at indgå en endelig kontrakt med den samme totalentreprenør om bygningen af anden del af det nye universitetshospital i Odense er der nu kontrakt på 80 pct. af byggeriet af Nyt OUH. De resterende 20 pct. omfatter sygehusets såkaldte serviceby med mere.
Totalentrepriserne på de fire klynger, som udgør cirka 30 pct. af byggeriet, beløber sig til i alt 1,5 mia. kr.
Siden september sidste år, hvor regionsrådet pegede på den italienske totalentreprenør til at bygge klyngerne, har JV CMB/Itinera i samarbejde med regionen gennemført en såkaldt projektoptimering. Det materiale, der nu er afleveret, har overbevist regionen om, at totalentreprenøren gennem forskellige optimeringer af projektet kan bygge de fire klynger inden for den aftalte anlægsøkonomi og tidsplan og uden at skære kvadratmeter eller funktioner ud af projekterne.
- Denne endelige kontrakt med totalentreprenøren giver os endnu mere fast grund under fødderne i forhold til det milliard-byggeri, der nu går i gang. Som det ser ud nu, får vi det sygehus, vi ønskede os, da vi sendte byggeriet i udbud. Vi undgår at skulle skære i areal eller funktioner. Vi undgår at gå på kompromis med kvaliteten, og vi får det til den pris og den tid, der er aftalt. Der kan fortsat komme bump på vejen, inden vi står med et nyt sygehus, men lige nu tegner billedet sig rigtigt fornuftigt, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
Ekstra optimeringer på tværs af hele sygehuset
Projektoptimeringen af klyngerne har bestået i at genbruge de optimeringer, som er indarbejdet i vidensakse og behandlings- og sengeafsnit. Det handler først og fremmest om, at der er valgt en mere effektiv byggemetode for Nyt OUH-bygningerne og om at præfabrikere flere dele af det nye sygehus.
Disse optimeringer har dog vist sig ikke at være tilstrækkelige for at bringe budgettet for klyngerne i balance. Derfor har totalentreprenøren foreslået en række ekstra optimeringer på tværs af alle seks delprojekter. Det drejer sig blandt andet om, at færdiggørelsen af gårdrummene på det nye sygehus udgår af totalentreprenørens projekt, og at de tekniske paneler på sengestuerne med strøm, ilt og sug kun indrettes til én patient i stedet for til to.
- Det tætte samarbejde med totalentreprenøren om optimeringerne er medvirkende til, at vi nu står i en rigtig god udgangsposition i forhold til at skabe et sygehus, der vil kunne måle sig med de bedste i Danmark og Europa. I denne sidste runde optimeringer har vi kunnet se på tværs af alt det sygehusbyggeri, som JV CMB/Itinera kommer til at stå for. Derfor får vi så at sige fuld valuta for disse optimeringer, så vi fortsat undgår at skære i areal og funktioner, siger formand for regionens anlægs- og innovationsudvalg, Karsten Uno Petersen (S).
MG
Fakta
- Vidensaksen bliver rygraden i Nyt OUH og danner koblingen mellem klynger, behandlings- og sengeafsnit og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.
- Behandlings- og sengeafsnittet på Nyt OUH kommer til at udgøre bygningsanlæggets øst-vestgående midterakse på hver sin side af Vidensaksen og skal blandt andet indeholde operationsstuer og billeddiagnostik. På de øverste etager kommer de fleste af sygehusets enestuer til at ligge.
- De fire klynger kommer blandt andet til at indeholde sygehusets fælles akutmodtagelse, børn- og unge-psykiatri, mor/barn-afsnit, højisolation, ambulatorier, nuklearmedicin og apotek.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.