
KØBENHAVN: Landet over kæmper private virksomheder med kommunerne om at levere hjemmepleje til borgerne, som har frit valg. En af de største private leverandører af personlig pleje og praktisk hjælp til ældre danskere er også en af landets største virksomheder, nemlig Falck med 9500 ansatte herhjemme og omkring 24.000 ansatte fordelt på virksomhedens afdelinger i 31 lande. Men kæmpen er tvunget i knæ i kampen om de ældre som kunder. Fra at have haft gang i hjemmepleje-forretningen i 43 kommuner er der kun 16 tilbage på Falcks liste ved udgangen af februar.
- Vi kan ikke få det til at løbe rundt, der er ikke nok borgere, der ønsker vores hjemmepleje, lyder forklaringen fra kommunikationsdirektør og vicepresident i Falck Danmark, Louis Illum Honoré. Han ønsker ikke at komme med en forklaring på, hvorfor Falck ikke kan klare sig i konkurrencen med kommunerne og de øvrige private leverandører.
Er der noget mønster i det?
- Det gennemgående mønster er, at det ikke har været muligt at gøre tilstrækkeligt mange borgere interesseret i at bruge vores hjemmepleje, siger kommunikationsdirektøren.
Undervurderet
For nylig kom det frem, at Falck havde opsagt kontrakten i Vejle Kommune næsten to år før tid, og 118 borgere måtte med kort varsel finde sig anden hjælp. Falck var den absolut største private aktør i Vejle, hvor 15 andre leverer hjemmepleje, fire af dem ligesom Falck også personlig pleje. Og kommunens ansvarlige Yelva Bjørnholdt Jensen har et bud på, hvad der gik galt for Falck i Vejle Kommune:
- Jeg tror de har undervurderet behovet for administrative ressourcer. Der skal være nogle på vagt hele tiden, også om aftenen og i weekenden, siger hun.
Direktør for Falck i Region Syd, Niels Thorup, har tidligere sagt, at det ikke var muligt at få en god forretning ud af hjemmeplejen i Vejle Kommune. Om det gør sig gældende i alle de kommuner, hvor Falck har opgivet sin hjemmepleje-forretning, vil Louis Illum Honoré ikke svare på:
- Vi diskuterer ikke med offentligheden, hvad vi tjener penge på og hvor meget, siger han.
16 tilbage
Vejle, Randers og Horsens er de tre kommuner, hvor Falck senest har fået kontrakten annulleret. Det er samlet set sket i 27 kommuner. De fleste steder siger Falck selv op. Offentligheden har kun hørt om et enkelt tilfælde, hvor kommunen fyrede Falck, og det var Københavns Kommune, der sagde stop, blandt andet fordi Falck opkrævede betaling for ydelser, der ikke var leveret.
Er det sket i andre kommuner, at I er blevet fyret som i København?
- Jeg kan ikke komme ind på, om der har været andre kommuner, hvor der har været noget lignende som i København, det er noget, vi tager med kommunerne, siger Louis Illum Honoré.
De 16 kommuner, hvor Falck efter februar er at finde som leverandør af hjemmepleje fordeler sig på fire regioner. Kun i Region Nordjylland er der ingen Falck-hjemmepleje.
Størst er Falck i Region Sjælland med omkring 700 kunder. I Region Syd vil der være 550, mens både Region Hovedstaden og Region Midt har 300 borgere, som køber hjemmepleje fra Falck. I alt 1850 kunder i Falcks hjemmepleje-forretning.
Hvordan vurderer Falck overordnet set hjemmepleje som et forretningsområde?
- Det har været vanskeligere end vi troede at få borgerne gjort interesserede i vores hjemmepleje, svarer Louis Illum Honoré.
Tjener Falck samlet set penge på hjemmepleje?
- Nej, det kan jeg ikke svare på.
Her leverer Falck Hjemmepleje efter 1. marts:
Assens
Fredericia
Frederiksberg
Greve
Hvidovre
Høje-Taastrup
Kolding
København
Middelfart
Odense
Ringsted
Skanderborg
Solrød
Sorø
Vallensbæk
Aarhus
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.