
VEJLE: Sandheden om Falcks pludselig tilbagetrækning som privat udbyder af hjemmehjælp i Vejle Kommune gemmer sig i en stabel e-mails og tilsynsrapporter udvekslet mellem kommunen og den private virksomhed. De dokumenterer en regulær fiasko for Falck, som da også kort før årsskiftet blev truet med en fyreseddel, fordi det trods løfter om det modsatte ikke var lykkedes at få styr på personlig pleje og praktisk hjælp til de mere end 100 borgere, som havde valgt Falck. Kommunens ansvarlige for samarbejdet med Falck, Yelva Bjørnholdt Jensen, Myndighedsafdelingen, siger i dag til dknyt:
- Ja, havde Falck ikke selv sagt op, så havde vi opsagt kontrakten. Men vi ville helst have, at de selv sagde op, det giver mest ro i forhold til borgerne.
Presset
Under overfladen herskede uro og hektisk mødeaktivitet. I dagene op til meddelelsen om, at Falck ville trække sig ud af hjemmepleje i Vejle Kommune, blev der arbejdet intenst på de indre linjer. Således fremgår det af dokumenterne, at Vejle Kommune pressede Falck for at få dem til at trække sig. Den 16. janaur skrev Yelva Bjørnholdt Jensen i en email til Falck: 'I går og i dag har de to tilsynsførende været på tilsyn hos fem af jeres borgere, hvor i leverer personlig pleje. Hos tre af disse blev hjælpen ikke leveret i overensstemmelse med kontrakten. Især disponeringen og journaliseringen halter fortsat. I leverer personlig pleje til 53 borgere, og det er en alt for høj fejlprocent.' Og senere i samme mail: 'De oplysninger jeg får tilbage vil så indgå sammen med rapporterne i grundlaget for beslutningen om, om kontrakten skal ophæves.'
Det skete igen i en telefonsamtale med chefen for Falck Hjemmepleje i Region Syddanmark, Niels Dueholm fredag den 18. januar i år. Herom har Yelva Bjørnholt Jensen skrevet i et telefonnotat: 'Har opfordret til, at Falck Hjemmepleje overvejer, om det der leveres svarer til den standard Falck ønsker at lægge navn til, da Niels Dueholm tidligere har fremført, at Falck ville trække sig, hvis ikke det er tilfældet.' Og senere i samme notat: 'Jeg har tilbud at Vejle Kommune overtager plejen af de borgere Falck Hjemmepleje ikke magter med øjeblikkelig virkning. Har specifikt nævnt Hans XX og Ib XX, hvor betydelige mangler blev påpeget i tilsynsrapporterne. Niels Dueholm vender tilbage med melding på dette mandag.'
Opsigelsen
Og mandag den 24. januar meddelte Falck, at man ville ud af hjemmeplejen i Vejle Kommune. Kontrakten blev opsagt til udgangen af februar i år, selvom den først skulle udløbe 31.12. 2014. Som forklaring udtalte Niels Thorup, direktør for Falck i Region Syd til dknyt den 25. januar i år: 'Ud fra en samlet betragtning har vi måttet konstatere, at vi desværre ikke kan levere den samme service og kvalitet, som vi er kendt for på vores andre forretningsområder, og samtidig få en rentabel forretning ud af det'
Han afviste at give konkrete forklaringer på, hvad der var gået galt. Og i forbindelse med denne artikel har dknyt forsøgt at få konkrete svar ved en henvendelse til Falck Danmark. Vi blev kontaktet af kommunikationdirektør Louis Illum Honoré, og spurgte ham: Hvad gik der galt i Vejle? - Det kan jeg ikke komme ind på her, svarede kommunikationdirektøren.
Tilsynet
dknyt har bedt om aktindsigt og fået materialet udleveret fra Vejle Kommune. Det gælder blandt andet en række tilsyns rapporter, hvor navnene på modtagerne af pleje er anonymiseret, men hvoraf det fremgår, at Falck har svigtet på en række punkter. Efter at have ført tilsyn hos 18 af de 118 borgere, som Falck havde ansvaret for i perioden 29. oktober til 7.november 2012, noterer kommunen blandt andet: 'Flere borgere fortæller, at de ikke får den hjælp, der står i aftaleskemaet, og det ses at hjælpen ikke er udført. To borgere fremstod usoigneret, og det var uvist om de var blevet tilbudt hjælp.'
Vejle Kommune klagede den 18. oktober 2012 til Falck over flere eksempler på manglende eller uhensigtsmæssig levering af ydelser. I et brev den 22. oktober 2012 forklarer Falck: 'Vi måtte desværre ved udgangen af august fritstille en af vores planlæggere, hvilket har betydet meget pres på den resterende del af kontoret. Vi har for at optimere planlægningen, udover at ansætte en ny planlægger, måtte reorganisere kontoret'.
Yelva Bjørnholdt Jensen, Vejle Kommune, siger:
- Rigtig mange borgere har været glade for Falck, og det har fungeret godt mange steder, men jeg tror Falck har undervurderet behovet for administrative ressourcer. Hjemmepleje er noget helt andet end det, de plejer at beskæftige sig med.
Startproblemer
Problemerne med Falcks hjemmepleje i Vejle Kommune er ikke nye. Helt fra begyndelsen af samarbejdet, der blev indledt i august 2010, gik det galt. Så midt i september 2010 meddelte kommunen, at Falck ikke ville få lov at udføre hjemmepleje hos flere nye borgere, før der kom styr på forholdene, og kun to uger derefter rykkede kommunne i nødbremsen og opsagde den del af samarbejdet, der vedrørte personlig pleje. Falck måtte fremover kun tage sig af praktisk hjælp.
Falck fyrede centrale medarbejdere og indførte et journaliseringssystem, der kunne fungere sammen med kommunens tilsvarende system og fik derefter en ny kontrakt og adgang til at udføre personlig pleje igen.
- Vi ændrede kontrakten og ved at de skulle bruge samme journalsystem som os, så fik vi dem tættere på og kunne bedre holde øje med dem, forklarer Yelva Bjørnholt Jensen om den vanskelige begyndelse på samarbejdet med Falck. Vejle Kommune beder nu alle private leverandører benytte samme journaliseringssystem.
Vejle Kommune har generelt ikke problemer med at samarbejde med private leverandører af hjemmepleje. Hele 15 private har godkendelse til at levere hjemmepleje i kommunen, og fire af dem leverer personlig pleje. Falck var den største af de private leverandører med 118 borgere i alt, heraf fik 63 personlig pleje.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.