KØBENHAVN: Sølle 58 kr. i timen og til gengæld en arbejdsdag på 12 timer. Sådan var forholdene for 19 medarbejdere hos en underleverandør til et byggeprojekt i Københavns Kommune sidste år. Eksemplet er ét ud af de 224 tilfælde af social dumping, som kommunen afdækkede blandt sine leverandører i 2018. Samtidig har kommunen sikret en efterbetaling på i alt cirka 3,2 mio. kr. til underbetalte medarbejdere – svarende til knap 15.700 kr. til hver underbetalt medarbejder.
Det fremgår af en årsrapport om social dumping, Københavns Kommune har offentliggjort. De mange kontante resultater er sikret af kommunens nye, interne indsatsteam, som blev nedsat i starten af 2018. Kommunen har gjort status over indsatsen – og resultaterne er over al forventning: Der blev fundet snyd i over 70 pct. på de udvalgte arbejdspladser.
- Vi forventede en forbedring – men er overraskede over, at gevinsten er SÅ stor! Vi taler jo om offentlige byggesager med store, respektable samarbejdspartnere. Men i leddene under hovedleverandøren findes der en del snyd og sjusk, fortæller David Salomonsen, chef for kommunens CSR-afdeling, som kontrolteamet hører under.
FH: Bør inspirere andre offentlige bygherrer
I Fagbevægelsens Hovedorganisation er man begejstret for Københavns håndfaste måde at bekæmpe social dumping på.
- Københavns indsats viser, at de fine ord i klausulerne kun kommer til deres ret, når der også sættes ind med håndfast kontrol. Metoden med en målrettet indsats over for mistænkelige leverandører lover godt for den fremtidige bekæmpelse af social dumping. Vi håber, at kommunens indsats kan inspirere andre offentlige bygherrer, siger Arne Grevsen, næstformand i FH, til fagbevægelsens hjemmeside.
Den høje score på 70 pct. skyldes en målrettet indsats: Først rykker teamet ud til alle større arbejdspladser og en del af de mindre. Derefter gennemfører de dokumentkontrol hos de arbejdspladser, som de ved første besøg fandt mistænkelige. Tidligere, da indsatsen bestod af tilfældige stikprøvekontroller, blev der kun afsløret snyd i fem pct. af sagerne.
Tanken er, at kræfterne bruges mest effektivt ved at gå målrettet efter de mistænkelige. Samtidig undgår man unødig forstyrrelse af de gode virksomheder med ordentlige forhold.
ID-kort for alle medarbejdere
Seneste skud på stammen i Københavns Kommunes kamp mod social dumping er et pilotprojekt, hvor alle medarbejdere skal have et ID-kort.
Kortet skal scannes, inden medarbejderne går ind på arbejdspladsen. Systemet, som er udviklet af Oslo Kommune, skal prøves af i en to-årig periode med start i efteråret 2019. Modellen er netop nu ved at blive tilpasset danske forhold og skal som det første prøves af på udvalgte byggepladser.
- De stærke resultater viser, at indsatsen er ekstremt effektiv. Ikke alene har vi afdækket rekordmange tilfælde af social dumping – vi sikrer også, at virksomhederne rent faktisk retter op på forholdene. Nu skal vi bruge erfaringerne til at gøre indsatsen endnu mere målrettet, så vi fortsat giver kamp til stregen til de virksomheder, der fusker og løndumper, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S).
MG
Læs rapporten om social dumping her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.