Ukraine vil indføre flyveforbud for at stoppe luftangreb
Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, opfordrer Vesten til at overveje et flyveforbud for russiske flyvninger over Ukraine.
Det sker i en videotale mandag aften.
Forbuddet skal gælde for russiske missiler, fly og helikoptere som svar på russisk beskydning, lyder det.
Meldingen kommer, efter at Rusland mandag blandt andet beskød landets næststørste by, Kharkiv.
Her blev en byge af granater sendt ind over byen, og ifølge lokale myndigheder blev 11 borgere dræbt.
Den amerikanske regering reagerer på den ukrainske præsidents opfordring med skepsis. USA ser det som en markant eskalering af konflikten.
Det Hvide Hus gør det klart, at et flyveforbud for russiske flyvninger vil betyde en direkte konflikt med Rusland, hvilket USA ikke er interesseret i.
- Det vil kræve en udsendelse af amerikansk militær at håndhæve forbuddet, hvilket vil være en potentiel krig med Rusland. Det er ikke noget, vi planlægger at være en del af, siger talskvinde i Det Hvide Hus, Jen Psaki.
Hun tilføjer dog, at ingen muligheder er taget af bordet.
Zelenskij siger i mandagens videotale ikke, hvordan flyveforbuddet skal håndhæves eller af hvem.
/ritzau/Reuters