Privat firma har ulovligt stoppet borgeres sygedagpenge i flere kommuner
En række borgere har fået frataget deres sygedagpenge fra kommunen af en person ansat i et privat firma. Men det er ulovligt. I mindst 34 tilfælde siden midten af juni 2023 har Ankestyrelsen erklæret sygedagpengeafgørelser fra flere kommuner såkaldt ”ugyldige”. Det oplyser styrelsen til Fagbladet 3F.
De 34 ulovlige afgørelser om stop af sygedagpenge fordeler sig på seks forskellige kommuner. Det oplyser ankechef i Ankestyrelsen Margrethe Sanning til Fagbladet 3F.
- Loven siger, at en anden, privat, aktør ikke må træffe afgørelse om retten til sygedagpenge, siger hun.
Ekspert: De har brudt loven
Advokat og ekspert i sociale sager Mads Pramming er rystet over afgørelserne:
- Der er noget vildt i, at et firma går ud og tager rettigheder fra borgerne. Det er rigtigt grimt, at de har brudt loven, siger Mads Pramming, der er partner i firmaet Ehmer Pramming Advokater.
Når en borger er sygemeldt og på sygedagpenge, skal en kommune jævnligt tage stilling til, om man stadig er ”syg nok” til at få sygedagpenge.
Hvis borgerens ret til sygedagpenge skal fjernes, er det kun kommunen selv, der må gøre det. En række kommuner har haft en kontrakt med det private firma Marselisborg Work & Life, og i flere kommuner er det først og fremmest ansatte hos Marselisborg, som har stoppet borgeres sygedagpenge, oplyser Ankestyrelsen.
Mindst tre kommuner involveret
Det er sket i mindst tre kommuner – Fredericia, Lolland og Ringsted – kan Fagbladet 3F nu afsløre på baggrund af en gennemgang af konkrete sager. Arbejdsmarkedschef i Lolland Kommune Charlotte Andreasen erkender over for Fagbladet 3F, at kommunen har begået fejl i brugen af Marselisborg Work & Life i borgeres sager om sygedagpenge.
- Det, vi gjorde, var ikke rigtigt. Og det har vi ændret praksis på. Vi stod i en situation, hvor vi manglede personale, så det har ikke været med udgangspunkt i, at vi skulle spare penge, siger hun.
Marselisborg fusionerede i 2023 med velfærdskoncernen Carelink Gruppen. Søren Dinesen var administrerende direktør for Marselisborg og er nu også direktør i Carelink Gruppen. Han siger til Fagbladet 3F, at Marselisborg har løst forskellige opgaver for en række kommuner i ”god tro”.
- Vi har ikke nogen medarbejdere, der har lavet ulovlige afgørelser. Vi har fulgt den praksis, der har været. Og så er der kommet en praksisændring via Ankestyrelsen, og den tager vi så til efterretning, siger han.
Søren Dinesen uddyber i et skriftligt svar til Fagbladet 3F, at det fremgår af kontrakterne med kommunerne, at Marselisborgs vikarer har været underlagt kommunens instruktionsbeføjelse og ledelsestilsyn.
- Det fremgår også, at de indgår i kommunens medarbejderstab på lige fod med det øvrige personale. Vores medarbejdere har været underlagt kommunens instruktion og ledelsestilsyn og har fulgt alle de anvisninger, de har fået af kommunen, skriver Søren Dinesen til Fagbladet 3F.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.